Aarhus University Seal

Nyt videnscenter skal sikre digital teknologiforståelse til alle børn og unge

CCTD will be part of the new national knowledge center for digital technology comprehension that aims to develop the foundation for digital technology comprehension in primary and secondary education.

Videnscenter for Digital Teknologiforståelse skal bidrage til at uddanne børn og unge til bedre teknologiforståelse. I juni i 2023 deltog 500 børn og unge i Coding Class arrangement på Københavns Professionshøjskole. Her fik de et indblik i teknologiens muligheder. Foto: Asger Hunov

Universiteter og professionshøjskoler går sammen om et nyt initiativ, der skal udvikle et fagligt grundlag for digital teknologiforståelse som dannelsesfag i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Det nye Videnscenter for digital teknologiforståelse realiseres med 50 mio. kr. i fondsstøtte.

Hvad er en algoritme egentlig, og hvordan skaber vi nye teknologier, der harmonerer med et godt og meningsfuldt hverdags- og arbejdsliv?

Et nyt center for digital teknologiforståelse vil udforske, hvordan børn og unge konstruktivt og kritisk kan være medskabere af de digitale teknologier, som danner rammer for vores liv, fællesskaber og samfund. Videnscenter for digital teknologiforståelse vil levere viden om digital teknologiforståelse til grundskolen og ungdomsuddannelserne i samarbejde med en lang række aktører og forskningsmiljøer. Målet er at skabe et fælles vidensgrundlag på tværs af uddannelsessektorer, der kan danne grundlag for nye uddannelsestiltag samt videreudvikling af eksisterende fag.

”Ambitionen er, at alle børn og unge uanset, køn, postnummer eller social baggrund får viden om digital teknologiforståelse, så de konstruktivt og kritisk kan deltage som demokratiske borgere i et digitaliseret samfund. Centeret vil udvikle en viden, som giver børn og unge mulighed for at medskabe de digitale teknologier, som skaber rammer for vores hverdag, fællesskaber og demokratiske samfund”, siger Ole Sejer Iversen, professor i interaktionsdesign og leder af Center for Computational Thinking & Design ved Aarhus Universitet. Han er også leder af det nye videnscenter.

Center med bevågenhed fra minister

Videnscenteret skal med en bevilling på 50 mio. kr. fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden over de næste fem år bidrage til at skabe en solid og fælles faglighed i digital teknologiforståelse med afsæt i de danske skoletraditioner og nyeste internationale erfaringer. Det skal forskere og undervisere fra universiteter og professionshøjskoler medvirke til.

”Vi har som samfund haft en tendens til at overvurdere vores børn og unges digitale kompetencer. Nogle kalder dem endda digitalt indfødte, men faktum er, at flere børn føler sig alene og overladt til den digitale verden uden støtte fra de voksne. Ikke mindst børn fra ressourcesvage hjem. Derfor er det vigtigt, at vi tager ansvaret på os og klæder vores børn og unge bedre på. Her kommer det nye videnscenter til at spille en helt afgørende rolle”, siger docent Lars Bo Andersen fra Københavns Professionshøjskole og vicecenterleder ved det nye videnscenter.

Det er også et område, der optager børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S): 

 ”Digitaliseringens indtog i vores liv forsvinder ikke. Den er kommet for at blive. Det gælder både os voksne og for vores børn. Derfor er det helt afgørende, at vi skaber mere viden om, hvordan alle børn kan få et sundt forhold til deres digitale liv. Jeg vil gerne, at alle børn og unge i deres skolegang får viden om teknologiernes konsekvenser for både dem selv og samfundet. Derfor er jeg rigtig glad for det nye videnscenter.” siger Mattias Tesfaye.

Tre fonde støtter teknologiforståelse

Videnscentret bliver muliggjort med støtte fra Villum Fonden, Novo Nordisk fonden og Lundbeckfonden, der samstemmende kalder det et vigtigt område, der skal prioriteres.

Agi Csonka, programdirektør i Villum Fonden siger:

”Vi har valgt at støtte dette nationale initiativ, fordi digitale teknologier spiller en stadig større rolle i vores samfund. Alle børn og unge har brug for både at kunne bruge teknologierne konstruktivt og for at kunne forstå hvordan de digitale teknologier påvirker vores samfund – så de kan tage kloge beslutninger som oplyste borgere”.

Jan Egebjerg, forskningsdirektør i Lundbeckfonden:
”Ingen kan være i tvivl om, at mange hverdagsaktiviteter og vores tilgang til information i stigende grad er påvirket og styret af digitale teknologier. Der er behov for at afdække, hvordan undervisning i digital teknologiforståelse bedst inddrages på de forskellige uddannelsesniveauer, og projektet er derfor yderst betimeligt og vigtigt for at sikre, at alle børn og unge i Danmark får en digital teknologiforståelse, der kan styrke deres forståelse for digitale teknologiers indvirkning på dem selv, på fællesskaber og på basale samfundsværdier.”

Berith Bjørnholm, Senior Vice President, Education & Outreach, Novo Nordisk Fonden:
”I Novo Nordisk Fonden er vi stolte over at støtte etableringen af det nationale center, hvor der skabes et tværfagligt miljø, der kan opbygge vidensgrundlaget for en fælles uddannelsesmæssig indsats på området og dermed bidrage til at styrke den digitale dannelse blandt børn og unge i Danmark.”

Videnscentrets opgave 
Centret bygger videre på tidligere forsøg og projekter og samler for første gang de danske fagmiljøer på tværs af universiteterne, professionshøjskoler, skoler og gymnasier for at etablere en samlet dansk tilgang til digital teknologiforståelse i grundskolen og på ungdomsuddannelserne (STX, HHX og HTX). 

Det er helt centralt, at den videre udvikling af digital teknologiforståelse foregår i og med praksis på skoler og ungdomsuddannelser. Derfor kommer skole- og gymnasielærere og ikke mindst elever til at spille en stor rolle i den faglige udvikling. Af samme grund rådgives centret også af de centrale parter omkring skolen og ungdomsuddannelserne.

Organisering og deltagere 

Videnscentret etableres i et ligeværdigt samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler. Konsortiet er landsdækkende og består af 8 partnere: De seks professionshøjskoler, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Aarhus Universitet og Københavns Professionshøjskole er værtsorganisationer på vegne af deres respektive sektorer og varetager henholdsvis forankring af digital teknologiforståelse på de gymnasiale og videregående uddannelser, og grundskole og læreruddannelse. Centret er støttet med 50 mio. kr. af Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden og Villum Fonden i en programperiode 2023 – 2028.

Åbningen af videnscentret markeres senere på året ved en åbningsceremoni med deltagelse af landets førende eksperter og beslutningstagere inden for teknologiforståelse.

Kontakt:

Ole Sejer Iversen, professor og centerleder, tlf.: 50546778, e-mail: oiversen@cc.au.dk

Lars Bo Andersen, docent og vicecenterleder, tlf.: 41897574, e-mail: lboa@kp.dk

Pressemeddelelsen er bragt d. 16. august på AU nyheder